SUPERVISION
Supervision i personalegrupper
Forebygger følelsesmæssig overbelastning
Personale der arbejder med mennesker, hvor der er høje følelsesmæssige krav, er særligt udsatte for at blive følelsesmæssigt overbelastede.
Følelsesmæssig overbelastning kan udløse stress og give mental ubalance hos den enkelte.
I en personalegruppe vil følelsesmæssig overbelastning kunne skabe kollektiv stress, mistillid og konflikter imellem medarbejdere og imellem de forskellige lag i virksomheden.
I gruppe-supervision sikrer man grundlaget for godt mentalt helbred i arbejdsteamet, ved i fællesskab at bære de følelsestilstande og vanskelige forhold, der er knyttet til arbejdsopgaverne. Fælles faglige referencerammer og kompetenceudvikling afspejler sig positivt i organisationen.
Værdien af supervision
- Øget trivsel og mental egenomsorg. Forebygger sygefravær.
- Samarbejde, fælles mål og faglighed øges.
- Større tryghed og tillid både for borgeren og for personalet.
- Konflikter nedtrappes og forebygges.
Teoretisk baggrund
Ud fra en psykodynamisk forståelsesramme får I indsigt i, hvordan ubevidste faktorer påvirker kommunikationen imellem mennesker og hvordan man kan imødekomme de udfordringer, der opstår i det nære relationsarbejde.
Supervision bygger på anerkendende kommunikation, hvorved der udvikles tillid og fortrolighed.
Med baggrund i systemiske supervisionsmodeller lægger vi vægt på, at alle kommer til orde og giver deres bidrag til forståelse af den aktuelle sag. Supervisionen munder ud i et nuanceret billede af, hvilke problemstillinger, udfordringer og handlemuligheder teamet har i den pågældende sag.
Individuel supervision
Der kan suppleres med individuel supervision, hvis der er behov for dybere og mere personlig bearbejdning af en aktuel belastende sag.












